Nu står kommunalvalget for døren.. Det er der aldrig så meget postyr om, som om folketingsvalg. Sådan er det bare, men hvis man er så heldig at kende en af kandidaterne, er det ikke så ringe. Så kan man tale med denne kandidat. Det har jeg gjort, og hun lyttede gerne; hun lovede endda at ville fremme mine synspunkter i kommunalbestyrelsen. Ret meget mere kan man ikke opnå, hvis man ikke selv er en af ”rødderne”.

Jeg gav hende følgende emner:

1. Trafikinvesteringe Der er i Nordfyns kommune blevet anlagt i alt omkring en snes kilometer cykelsti til og fra Morud. Dette er udmærket, ikke mindst når staten betaler godt halvdelen (det er altså også bare os), og jeg ville have hilst det med tilfredshed, hvis blot en betingelse havde været opfyldt, nemlig at der ville være tilstrækkelig mange cyklister til at bruge den fine cykelsti, blot på en enkelt strækning.

Jeg har i bil kørt i cykelstiens fulde længde (jeg er 90 og kan ikke cykle mere) mange gange, med uregelmæssige mellemrum. Det kan hænde, at jeg på den fulde strækning ser 2 -3 cyklister, men det er meget sjældent. Det ser ud som en helt tåbelig investering. Og selv når alle biler bliver elektriske, kommer der ikke flere cyklister på stien. Denne cykelsti er da meget pæn at se på, og uden enhver tvivl politisk korrekt; men fra et fornuftsynspunkt en aldeles tåbelig, investering.

Vi vil gerne have flere erhvervsvirksomheder og dermed arbejdspladser til Nordfyn. En af årsagerne til ,at dette ønske ikke går i opfyldelse, er adgangen til motorvejen. Her er der reelt brug for investering

.

2. Turisme. Det er et erhverv, man har rimelig succes med på Nordfyn. Men succesen kunne godt være større. Vi ser jo kun turister nogle få måneder af året. Turismen skulle da helst være 12/12. Tyskland er vor nærmeste nabo, og tyske turister er velkomne. Hvorfor ikke gå målrettet efter, at få flere tyske til Nordfyn som turister hele året? Hamburg med nærområder i alle fire verdenshjørner er et oplagt mål for markedsføringen af Nordfyns turistattraktioner, og det er markedsføringsmæssigt tilgængeligt via tv reklamer i NDR.

3. Sprog, ikke engelsk, men TYSK. Det er en kendt sag, at de turister, vi har på Nordfyn i overvejende grad er tyskere, og de taler helst tysk. Naturligvis kan de fleste også engelsk (rimeligt godt endda, ligesom vi danskere). Men hvorfor skulle vi ikke tage imod dem og tale med dem på tysk?, ”Vi ka’ ikke snakke tysk”, lyder det så. Nej, men vi kan lære det, og få ros for det, også selv om det ikke er korrekt. Det skaber goodwill.

Derfor må de kommunale kurser i gang med at undervise butiks- og andet servicepersonale i tysk.

Klar igen

Det er omkring 7 år, siden der har været aktivitet på min blog. Det skyldes, at jeg er holdt op med at

arbejde på Radio Nordfyn. Jeg lavede her nogle radioklummer, og det var dem, jeg i manuskript-

form viste på bloggen.

Det er alt sammen historie nu, men jeg er her altså stadig, selv om min alder i år vil runde de 90 år.

Jeg undrer mig selv over, at en så forholdsvis høj alder ikke føles på anden måde end som nogle

mindre fysiske gener. Alzheimenrs og lign. har jeg heldigvis ikke stiftet bekendtskab med og

kommer forhåbentligt ikke til det.

Det første, jeg skrev om på denne blog var Søndersø Kro. Det var i 2010, og det var på den triste

baggrund, at kroen var blevet revet ned 2 år tidligere. At det fik lov at ske, var et svigt fra

kommunalpolitikerne. Det vil de, der er tilbage naturligvis bestride. Kendsgerningerne er imidlertid,

at Søndersø savner sin kro.

Jeg har lavet en video om den gamle kro, har fortalt den del af dens historie, som jeg kender, og jeg

slutter med et forslag til, hvordan man kan fylde det tomrum, som den nedrevne kro efterlod.

Videoen ligger på YouTube, og her er linket: https://youtu.be/Uxnm7Q03fsM .

Kommentarer

Af visningsstatistikken kan jeg se, at min blog er blevet vist og formentligt læst adskillige gange.

Det undrer mig, at jeg aldrig har modtaget nogen kommentarer, selv om jeg har provokeret. Det

samme gjaldt også, da jeg lavede radio. Ingen reagerede på opfordringer til at melde sig og deltage i

udsendelserne, hverken direkte eller indirekte. Det var dybest set årasgen til, at jeg mistede lysten til

at lave radio. Jeg har ikke lyst til at tale ud i den blå luft.

Nu er jeg spændt på, om den genstartede blog lokker nogle til tastaturet. Det ville glæde mig.

Corona

Det er ikke meget, jeg har lyst til at skrive om den, heller ikke om Den Spanske Syge for 100 år

siden. Blot at vi må regne med, at lignende epidemier og pandemier kan optræde igen når som helst.

I øvrigt har jeg fået det første stik. Hovedpine i ti minutter var eneste bivirkning. Så billigt slipper

jeg nok ikke efter det andet vaccinations stik. Hvem ved?

OP

Demokrati II

Demokrati II

I den foregående klumme talte jeg om demokratiet, sådan som vi oplever det i Danmark, og jeg gjordet også klart, at der ikke er tale om et egenligt demokrati, men et  såkaldt repræsentativt demokrati, og det i sig selv indebærer nogle indskrænkninger i forhold til det direkte, umiddelbare folkestyre.

Jeg sagde også, at der er god grund til at betegne Danmark som et demokrati, og jeg vil da gerne understrege, at det siden 1849 er blevet udbygget betydeligt.

Det gælder således de folkeafstemninger, som politikerne kan forlange gennemført efter visse regler. Disse indebærer bl.a. at spørgsmål om f. eks. beskatning ikke kan sendes til folkeafstemning. Til gengæld skal love, som indebærer afgivelse af suverænitet, sendes til folkeafstemning, således som det var tilfældet i 1972, da Danmark blev medlem af EF.

I et demokrati har vi det som i et ægteskab, og for at bruge vielsesritualets problemformulering har vi lovet at stå sammen  "i gode som i dårlige tider."

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at i de gode tider er livet lettest for alle parter, og vi har også oplevet at få vort demokrati sat ud af spillet, sådan reelt. Alle ved, at det var i perioden 1940 - 45. Og dengang lovede vi hinanden, at det aldrig måtte ske igen. Om vi vil være i stand til at holde det løfte, er nok mere tvivlsomt.

Vi har som sagt haft både gode og dårlige tider. Her tænker jeg  først og fremmest på økonomien. Og hidtil har demokratiet klaret sig, omend med nogle skrammer.

Det er fuldt forståeligt, at politikerne i gode tider nyder anseelse og troværdighed, mens tilliden daler eller ligefrem rasler ned - for nu at bruge journalistsprog.

Den seneste kriser er ved at være overstået, mener man. Og det kan vel især politikerne glæde sig over, for øjeblikket er vælgernes opfattelse af politikerne så ringe, som den ikke har været i lang tid. I følge en meningsmåling, jeg har læst for nylig i altinget dk har mere end 60 % af vælgerne "ret lille" eller "meget lille" tillid til politikerne, og man vil ikke kunne hævde, at det er godt for demokratiet.

Personligt mener jeg, at denne ringe tillid er politikerne stort set selv skyld i. De - såvel som andre  - kunne se krisen komme dengang før 2008. Dengang da ejendomspriserne løb helt grassat, og det gav som bekendt stødet til, at bankernes udlån steg nærmest uden kontrol, og på tilsvarende vis opførte man sig hos realkreditinstitutionerne.

Da ballonen så revnede i USA - som bekendt var det Lehman Brothers - så væltede knaldet også økonomien i bl.a. Europa. Og  slemt blev det også i Danmark, som selv havde lagt grunden til en økonomisk krise ved - som jeg sagde - ikke at have reageret politisk på de helt vilde tilstande på ejendomsmarkedet og i kreditsektoren.

Yderligere kunne man se boligspekulanterne boltre sig lige for næsen af en flok passive politikere.

Og da det så gik galt. Hvem måtte så betale? Ja rigtigt! Skatteyderne. selvfølgelig!

Vi har i TV set dokumentarudsendelser, der giver belæg for, at bankledelser har handlet tæt på - og i visse tilfælde overskredet grænsen til det kriminelle, og i hvert fald det totalt uansvarlige.

Alt imens har bankdirektører ligeledes iflg. TV kunnet trække sig tilbage velpolstrede med mange millioner i fratrædelsesgodtgørelse!

Det skylder vore politikere os at rette op på, hvis de igen vil gøre sig værdige til vælgernes tillid.

****************

I min første klumme om demokrati, var der flere ting, jeg ikke fik sagt.

Jeg fortalte ikke, at der i Grundloven ikke er særlige krav til politikernes uddannelse, men krav om  en pletfri vandel er naturligvis  helt ubetinget.

Uddannelsesmæssigt står det på Christiansborg godt til, idet akademiske uddannelser forekommer langt hyppigere end i befolkningen i almindelighed. Således oplyses det på internettet, at hver 5. MF'er har læst og/eller afsluttet en uddannelse i statskundskab. Det er derfor med stor undren, at man må konstatere, at det gik så galt som det gik, jævnfør, hvad jeg nævnte under omtalen af krisen.

På den anden side er de mange akademikere årsagen til, at de 179 politikere på Christiansborg ikke er reelt repræsentative for den danske befolkning. Jeg tror, at man skal lede længe for blot at finde en murerarbejdsmand på tinge!

Endnu har jeg ikke udtømt mit emne. Jeg kommer tilbage!

På genhør!

Demokrati I

Danmark  -  et demokrati?       I

Er Danmark et demokrati? kunne man spørge, og de fleste ville nok svare med et klart og tydeligt "Ja", og de mere kyndige ville sikkert begynde at tale om grundloven af 1849, om ændringerne senest i 1953, og om den mere liberale valgretsalder, der nu er 18 år.

Og det er alt sammen rigtigt. Men i begejstringen skal man huske på, at den allerførste grundlov er skrevet i enevældens tid, og at kvinder og såkaldt tyende, tyende er tjenestefolk, og altså hverken kvinder eller tyende havde stemmeret. Tillige var der begrænsninger, hvis man ikke havde en indkomst af en nærmere fastlagt størrelse.

Det var først i 1908, at kvinder fik stemmeret til kommunalvalg, og de måtte vente helt til 1915, inden de fik stemmeret til Rigsdagen, i øvrigt sammen med tyendet. Dette retslige begreb, tyende, blev først afskaffet ved lov i 1921.

Hertil kan man sige, at det alt sammen er historie, og at alle disse skavanker er der rettet op på. Ja, men alligevel er det ikke et 100% demokrati.

Man hævder officielt - og nok med god grund  - at Danmark er et demokrati. Man kalder det for et repræsentativt demokrati, og det er rigtigt, idet det egentligt demokrati ganske enkelt ikke ville kunne praktiseres i et nutidigt samfund, som man også med et flot ord også kalder et moderne samfund.

At demokratiet er repræsentativt indebærer, at befolkningen vælger de politikere, som på folkets vegne skal træffe de politiske beslutninger på Christiansborg, i regionerne og i kommunerne. I det egentlige demokrati skal de stemmeberettigede stemme om alle love, og det vil være nærmest en umulighed. Det er kun i helt særlige situationer, at vi i Danmark har folkeafstemninger.

Lad os hert se lidt nærmere på dem inde på Christiansborg.

Her begynder det allerede at knibe, idet der i 135 opstillingskredse skal vælges 135 kredsmandater.  For som kandidat at stille op til et folketingsvalg skal man opfylde nogle betingelser og naturligvis udpeges af et politisk parti, som en af de kandidater, der kan vælges til at repræsentere partiet på Christiansborg, hvor hvert parti - afhængig af størrelse kan opnå at få valgt  kandidater som medlemmer af folketinget. Det vil sige, at de valgte i første række repræsenterer deres parti.

De skulle jo i virkeligheden samlet set repræsentere befolkningen, men eftersom kun ca. fire procent af den danske vælgerskare er medlemmer af et politisk parti, kan man sige, at de resterende 96% må have vanskeligheder med at få deres synspunkter repræsenteret i Folketinget, medmindre et af partierne netop skulle have det pågældende synspunkt på sit program.

Det er muligt at opnå valg til Folketinget uden at høre til et parti. Men det er nærmest kun en teoretisk mulighed. (Dog opnåede Jacob Haugaard at blive valgt, men det var meget sensationelt.)

Politikerne rekrutteres altså fra et udsnit af den samlede befolkning på ca. 4% eller ca. 170.000 medlemmer af alle politisk partier ud af en samlet vælgerskare på ca. 4.000.000, og det er jo ikke særligt imponerende tal. Vi skal bare gøre os dette forhold klart.

I hver af de 135 opstillingskredse vælges en kandidat fra det parti, som får flest stemmer - det såkaldte kredsmandat, og af dem er der således 135.

Med de såkaldt nordatlantiske mandater (2 fra Grønland og 2 fra Færøerne) har vi således 139 valgte medlemmer af Folketinget. De resterende 40 mandater er de såkaldte tillægsmandater, som tildeles partierne ud fra de opnåede stemmer, således at i virkeligheden ingen stemmer "går tabt". Som det fremgår har disse tillægsmandater ingen tilknytning til de enkelte opstillingskredse, og de har således ikke den samme umiddelbare tilknytning til vælgerbefolkningen i en bestemt kreds som kredsmandaterne, men dette betyder ikke, at folketingsmedlemmerne kan opdeles i f. eks 139 1. klasses medlemmer og 40 2. klasses.  Alle er lige, men nogle er måske "mere lige end andre." Det har imidlertid andre årsager.

Politikernes opgave på Christiansborg består primært i lovgivningsarbejde, og det kræver en lang række forhandlinger, inden afstemningen sætter kronen på værket, som dog først har gyldighed, når det er offentliggjort i Statstidende efter at dronningen har underskrevet loven.

Inden man kommer så langt har en lang række mennesker været involveret, og når mennesker bliver involveret har de alle hver især nogle interesser, som de gerne vil have tilgodeset, så vidt det er muligt.

Den enkelte politiker er naturligvis sig selv nærmest, og er i øvrigt af loven forpligtet til at stemme efter sin egen  overbevisning. Dette vil selvfølgelig for det enkelte medlem kunne kollidere med loyaliteten over for partiet. Antagelig vil denne loyalitet blive tillagt størst vægt, for det allervigtigste for en politiker er utvivlsomt at blive genvalgt. Her spiller sikkert også  økonomiske interesser ind, idet vederlag og pensionsordning er gode, men dog ikke overvældende som tilfældet er for visse bankdirektører iflg.  det., som dagspressen har oplyst.

Og så må vi ikke glemme, at der på Christiansborg arbejder mange andre end politikerne, og at disse mennesker også har en interesse i det, der foregår.

Naturligvis - og det fremgår også af forskrifterne -  skal der indhentes oplysninger og meninger fra befolkningen, og det sker f. eks. via de faglige foreninger på arbejdsgiver- og arbejdstagerside og via de mange andre organisationer og foreninger, som har medlemmer, der berøres eller på anden vis har interesser i den pågældende lovgivning. Man taler i den sammenhæng ofte om lobbyisme.

Imidlertid er det sådan for den enkelte kvinde eller mand i vort samfund, at de har ingen indflydelse - og sådan føler de det også - på de love og bestemmelser, som vedtages, og som de under strafansvar har at rette sig efter. Den eneste sølle trøst, de har, er,   at der højst kan gå 4 år fra de sidst satte deres kryds på valgdagen, til de igen får mulighed for at sætte kryds og så samtidig krydse fingre for, at det ikke kommer til at gå helt galt.

Det emne, jeg her har talt om, er på ingen måde udtømt. Derfor siger jeg nu:

På genhør!   

Den Ensomme Ulv

Den Ensomme Ulv

Ulve er flokdyr, og ulve har til alle tider fascineret menneskerne, og samtidig har ulvene skabt frygt dels på grund af deres rov af husdyr, og dels fordi de også har udgjort en fare for menneskerne selv, men samtidig har fascinationen draget disse dyr og menneskerne mod hinanden. Et resultat heraf er hunden, men det tænker vi ikke over i det daglige, men selv min lille, venlige gravhund har gener til fælles med den frygtede ulv.

Ulven er som sagt et flokdyr, men det hænder, at en ulv mister sin flok. En enlig ulv, vil ofte hurtigt gå til grunde, men nogle kan være så stærke, at de kan klare sig uden flokken, og den enlige, stærke ulv er for mange blevet sindbilledet på styrke og autonomi.

Eneren er ofte genstand for beundring - også når det gælder mennesker - men tilbageholdenhed er også karakteristisk, når det gælder omgang med de lidt sære enere; undertiden er det ligefrem en form for frygt, som omgivelserne nærer for eneren, for han skal kanøfles, som H.C. Andersen siger i Den Grimme Ælling.

Dermed er vi inde i mobningsproblematikken. I det nutidige, såkaldt moderne samfund er der ikke plads til afvigere, til de sære, til dem, der nu bare er sådan, at de ikke er som alle de andre. Det er ikke, fordi de ønsker at være sære. De vil bare have lov til at gå deres egne veje, og det er som oftest veje, som er besværlige, og som stiller store krav til dem, som vil gå ad disse vej. Mange går da også til grund undervejs og havner på en slags samfundets losseplads, fordi der ikke var plads til den i det velordnede og regelrette samfund.

Det begynder i skolen - uddannelsen  til at være det gode samfundsmedlem - i virkeligheden en ensretning:" hug en hæl og klip en tå" plejer man at sige. Det er langt fra alle, der passer i skabelonen, og så begynder vanskelighederne sådan rigtig for alvor.

Ikke for dem, der som dusinmennesker kan vende og dreje sig, så de kommer til at passe i skabelonen, idet de hurtigt udvikler forståelsen af, hvad politisk korrekthed i enhver forstand vil betyde, og som ser deres fordel i at flyde med strømmen, således som det fremgår af "Admiralens Vise" fra "Den Gode Fregat Pinafore", som blev spillet på Det Kongelige Teater for mange år siden.

Den gennemførte ensretning giver gode soldater, som adlyder ordrer og vælgere, der kan påvirkes i den retning, man fra politisk hold ønsker og således stemme, som det er politisk ønskværdigt.

Vi så det for mange år siden, ja, det er faktisk mere end 70 år siden. Det var dengang, da Danmark blev besat, og hvor samarbejdspolitikken blev til i en slags politisk korrekthed i forhold til besættelsesmagten.

Resultatet kender vi, og jeg er selv en stemme i koret af dem, der priser sig lykkelige over, at den store katastrofe blev undgået i løbet af de fem år, vanviddet fik lov at råde i Danmark. Men inderst inde kan jeg ikke undgå følelsen af skam på Danmarks vegne

Det var enere, særlinge, folk, der tænkte anderledes end den store hob, der gjorde det nødvendige for at genskabe den respekt, som et indforstået fællesskab satte overstyr dengang i april 1940.

Det var disse meget få mennesker, som i modstandsbevægelsen gjorde det nødvendige. Det har Danmark aldrig sagt dem rigtig tak for. Det kan man undre sig over, men allerede dengang vidste vi jo godt, at langt de fleste, som efter maj 1945 optrådte med frihedsbevægelsens armbind aldrig havde gjort dags gerning i frihedskampen. Vi vidste også, nærmest instinktivt, at mange kriminelle handlinger blev begået i den politiløse tid og under dække af modstandskamp.

Som en slags afrunding af denne alt andet end dækkende klumme skal jeg nævne, at næsten enhver kunstnerisk storpræstation så godt som altid skyldes en person: eneren, den ensomme ulv.

På genhør 

Hverdag igen

Manus til radio-klummen    Hverdag igen

Jul og nytår er traditionernes tid, og hvert år - i hvert fald i forbindelse med nytår - sætter man sig for, at nu er der altså noget, der skal ændres. Men det bliver der bare ikke, og det er måske godt det samme, for i julestemningens glans og den opstemte nytårstid, er der måske mange ting, som ser så lette ud, og så er det, at nytårsforsætterne har deres højsæson, men det har den selektive hukommelse også, og den sørger for, at vi kun husker det, vi gerne vil,, og lykkeligt glemmer alle de forsæt eller løfter, som man ikke vil hænges op på, og således kan man fortsat være eller måske påny blive en lykkelig kvinde eller en lykkelig mand, for den selektive hukommelse er da heldigvis ikke forskellig afhængig af køn.

Dette med løfter, som man ikke holder, enten fordi man ikke kan eller ikke ønsker at holde dem, er noget mærkeligt noget. Måske var løftet nok til at opnå det, man gerne ville, og når det så er nået, har løftet gjort sin pligt og kan med sindsro skrottes.

Jeg har - som så mange andre - læst borgmester Morten Andersens kønne og velformulerede nytårshilsen, som blev trykt i både Lokal Journalen og Ugeavisen Nordfyn med samme ordlyd og stort set samme opsætning, men det, jeg søgte fandt jeg intetsteds.

Jeg ville gerne have læst, hvordan borgmesteren vurderede det år, som han og vi andre nu tog afsked med. Men forgæves. Borgmesteren omtalte med glade ord dronningebesøget og arrangementet »Åben Kommune« og karakteriserede begge som succeser, og efter de glade ansigter at dømme var dette utvivlsomt rigtigt, men dagen efter var det hverdag igen. Og man kunne så stille det spørgsmål, om Nordfyns Kommune var blevet rigere eller blot fattigere. Det fortalte borgmesteren nemlig ikke noget om, og ej heller hvad det hele havde kostet kommunen -  og dermed os alle sammen -- for det er jo noget af det, vi kan være helt sikre på, nemlig at omkostningerne altid skal betales, mens det er mere usikkert, om der kommer flere penge i kassen.

Turisme er et af de emner, borgmesteren gerne skriver og taler om, og det er fuldt forståeligt, men det er et af de scoops, man i fortiden har gjort, da man med marina og campingpladser gjorde Bogense attraktiv for mange former for turister, men yderligere udbygning af den sektor var der intet om, bortset fra nogle ord om Hasmark om éndags turisme

.

At Østre Mole i Bogense ikke er blevet helt det, man dengang forestillede sig, da tilladelserne blev givet, er de fleste vist klare over,......og mon ikke også borgmesteren, men det skal  naturligvis ikke med i en nytårstale. Heller ikke, hvad man i øvrigt har af planer og/eller problemer, som altså hører det nye år til.

Fremtiden drejer sig jo om hele kommunen og ikke kun udvalgte områder. Det er ikke blot Bogense, Otterup og Søndersø, der har krav på kommunal opmærksomhed. Alle de andre landsbyer i kommunen som f. eks. Veflinge, Krogsbølle, Vigerslev, Hårslev, Morud og mange flere er dele af den mangfoldighed, som kommunalpolitikerne må forholde sig til.

Vi vil gerne vide, hvilke planer de har for fremtiden for hele Nordfyns kommune. Disse planer hører vi aldrig om. Hvorfor? Jeg gentager: HVORFOR? Hvorfor hører vi intet?  Kan vi ikke tåle at høre det, men  må blot acceptere de fuldbyrdede kendsgerninger, når fremtiden for alvor rammer vor kommune. Den kommune, som har så mange interne problemer med bare at finde ud af sig selv, og som derudover må lære at hævde sig over for de andre kommuner i landet, men ikke mindst - og måske især  - over for de 179 politikere på Christiansborg.

Disse Christiansborg-politikere har så mange andre interesser og problemer (også karrieremæssigt), at de ikke tænker særligt meget på de 98 kommuner, hvoraf de opfatter de fleste som »Udkants-Danmark«. Nordfyns Kommune er der næppe mange af dem, der tænker særlig meget på.

Fortæl os, hvad »vore politikere« - altså dem her i kommunen - gør over for dem på Christiansborg. Fortæl dem derinde på Borgen, at vi ikke kan acceptere den tilbagegang, vi oplever i befolkningstal og dermed i samlet indtjening i dette land, som efter sigende er så rigt og folk så lykkelige.

Det er bl.a. de samfundsbetingede forhold, som er blevet forringede, og samtidig er den lokale kreativitet og foretagsomhed blevet sat i skammekrogen af centraldirigerede regler, forordninger, anvisninger eller pålæg. Dermed har man også taget det fra et godt erhvervsliv, som også er nødvendigt, nemlig glæde, dristighed og gå-på-mod,

Hr. borgmester! Gør noget, og fortæl os om det!

Så skal vil nok klappe i vore hænder!

På genhør!

Lidt sprogkritik

Derude

Kender De det, at blive "talt ned til". Når nogen føler sig berettiget til at behandle en som et inferiørt, laverestående væsen, og det sker,  -  bl.a. i radio og TV  -   når de taler om "dem derude" blot fordi man befinder sig et andet sted end de selv.

Og vi har nu altså har valgt at bo "derude", og  det kommer ingen andre ved. Man kunne måske fristes til at tro, at det er "udkantsproblematikken", der smitter af.

Jeg ved godt, at i en sprogfattig tid (og det er det næsten altid) føler mange sig fristet til at låne  "smarte" ord, udtryk og talemåder fra andre. På den måde fylde man sit eget sprog op med lånegods og bruger disse ord og udtryk, som var de af egen opfindelse.

Dette sproglige fænomen er i almindelighed blot irriterende, hvis man er så uheldig at have øre for noget sådant.

For efterhånden mange år siden var det ordet "li'som", der jo i virkeligheden burde være "lige som", og det ville være berettiget at bruge, når der var tale om sammenligninger, og man konstaterer, at nogle af disse er ensartede.

Også de to ret så uskyldige bogstaver "O" og "K" er faret hærgende gennem vort sprog  -  oven i købet med en tillempet engelsk udtale  -   med vekslende betoninger på jagt efter et "samtygge", som man måske i sidste ende alligevel ikke var så interesseret i, fordi det altså blot var sådan et fyldord, man sagde, bare for at sige noget.

Jeg mener forøvrigt at kunne konstatere, at de to bogstaver aldrig har præget skriftsproget på tilsvarende vis.

I de senere år er det "rigtig, rigtig", der har hærget sproget, og det har været irriterende og e nok nu i aftagende, men læg mærke til, at de to ord som oftest er blevet brugt i forbindelse med noget positivt. Der var aldrig noget, der var "godt"; det skulle være "rigtig, rigtig godt", og så er det altså, at tæerne begynder at få det dårligt i skoene.

 Et andet stakkels ord, der må høre for både tidlig og silde. Det er såmænd det lille mærkelige ord "jamen". Det er et lille uskyldigt biord, som egentlig er sammensat af to ord: det positive og måske nok dristige ord "ja", der lover, at nu skal der ske noget, men så bliver det straks sat på plads af et andet ord, "men", som udtrykker modsætning og betænkelighed i retning af, at nu skal man altså passe på ikke at gå med til for meget.

"Jamen" er et pudsigt ord, og jeg ved ikke, om det udtrykker noget i den danske folkekarakter, for ingen dansker af den normale slags vil kunne svare på et næsten hvilket som helst spørgsmål uden ar begynde svaret med ordet "Jamen". Det er sikkert hver gang. Næsten.

Derimod er der ikke noget "næsten" eller noget andet forbehold, når jeg siger, at jeg bliver vred, når journalister og politikere (det er nok mest dem) i radio og TV taler om "dem derude". Det er en hoven, arrogant og bedrevidende hold­­ning, der ligger bag den måde at tale om andre på. Det er ikke en tale­måde eller et uskyldigt fyldord i lighed med dem, jeg har netop har talt om. Udtrykket "dem derude" lægger afstand mere eller mindre tilsigtet.

Det bør man efter min opfattelse ikke gøre. Holdningen som sådan vil man nok ikke turde give udtryk for, men de små ord er forrædere, som det er svært at vogte sig for.

I øvrigt er det netop min pointe, at man skal omgås ord som "oppe" , "inde", "nede" "ude" osv meget varsomt, for det er små sladrehanke, som ofte fortæller noget om en bagved­liggende holdning..

På genhør

***********

Post festum må jeg tilføje, at jeg hørte i Radio Nordfyn, at jeg i omtalen af denne radioklumme blev omtalt som den "sure, gamle mand". At jeg er gammel, er et prædikat, jeg som 82-årig med glæde tager på mig. At nogen opfatter en kritisk holdning som "surhed", er beklageligt.